Sygeplejersken Flora står på hospitalets tag og ryger. Sneen falder, hendes vagt er forbi, men den slipper hende ikke. I fragmenter genoplever hun sin alt for lange nattevagt på en kronisk underbemandet afdeling. Minderne er uklare. Situationer flyder sammen. Ansigter og stemmer dukker op og forsvinder igen. Hun husker, at hun løj så overbevisende, at hun blev bange for sig selv. Flora står med andre menneskers liv i sine hænder, men hun er samtidig klemt mellem sine egne gode intentioner og det pressede sundhedsvæsen. På denne skæbnesvangre nattevagt bliver presset for stort. Patienter, pårørende, læger, receptionister og portører hiver og flår i hende. Flora slipper grebet og må se både ansvar, sit eget selvbillede og menneskeliv glide ud af sine hænder.
FLORA spilles på en blanding af dansk og engelsk, men al dialog er ledsaget af integrerede undertekster, så publikum kan følge forestillingen uanset sprogkundskaber.
FLORA er en international co-produktion af det internationalt anerkendte, skotske kompagni Vanishing Point og aarhusianske (og internationale) Teater Katapult.
