Har spillet

Dynastiet

SPILLEPERIODE
Ur-premiere 8. marts 2022

Varighed
90 minutter

Spillested
Teater Katapult

Magtens øverste lag

Langt væk fra byens kontorlandskaber, neonrør og store glasfacader, afholdes en uformel jagtsammenkomst, hvor problematikker på topplan kan diskuteres helt uden for citat. Jægerne kan, uden at løfte et øjenbryn ellert mærke det på bankkontoen, erhverve sig eget jagtrevir, penthouselejlighed eller en Lamborghini. Det er mennesker, der selv bestemmer deres egen løn, pension, fratrædelsesbonus og gyldne håndtryk.

Sonja Oppenhagen har i Teater Katapults DYNASTIET (i en co-produktion med Grummes Teater) en bærende rolle som Elisabeth von Scholl; den magtfulde topdirektør for et multinationalt selskab, der står foran et generationsskifte … eller et generationsopgør? DYNASTIET er en forestilling om Danmarks magtelite bygget på research og interviews med de fremmeste og mest indflydelsesrige erhvervsfolk. Det usædvanligt stærke skuespillerhold består sammen med Oppenhagen af Kim Veisgaard, Victor Marcussen, Kristian Grumme Nielsen og Lue Støvelbæk.

Forestillingens jagtselskab foregår før et meget vigtigt møde om firmaets fremtid … men er det egentlig kun blandt dyrene, jægerne finder deres bytte?

På jagt med talende dyr

I DYNASTIET hører vi også dyrene i naturen tale. De repræsenterer folket og pressen – fra den mere kulørte sladder om, hvad der sker på de bonede gulve til overvejelser om dybereliggende, alvorlige problematikker.

Fuglene sladrer med hinanden i busken. Haren graver sig ned i alvorlige anklager om nepotisme. Egernet sidder hos frisøren og får klippet sin hale, imens den læser om det misundelsesværdige liv, overklassen fører.

DYNASTIET sætter fokus på de mennesker i vores samfund, der har magt til at få indflydelse på politik, sociale strukturer, kunst og meget andet. Forestillingen giver et ærligt og kærligt, men dog udfordrende kritisk øjebliksbillede af de mennesker, der befinder sig i Danmarks øverste samfundslag – den aktuelle magtelite.

Falsk tro på ligheds-Danmark

Forestillingens aktualitet er i top: Vores daglige selvbillede af Danmark er, at vi er et samfund med stor social mobilitet. Rockwool Fonden har dog for nyligt udgivet resultatet fra et stort forskningsprojekt om netop det emne – med et for mange yderst overraskende resultat.

“Åh, hvor jeg dog bare elsker det her skønne betonsocialdemokratiske land, med al sin lighedstænkning” – Elisabeth von Scholl, direktør (replik fra DYNASTIET).

Det viser sig, at Danmark har slet ikke den mobilitet, som vi går og tror. Børn af ufaglærte forbliver i høj grad ufaglærte. Børn af højtuddannede bliver højtuddannede. Velstillede familier med indflydelse vedbliver at være velstillede og bevarer deres indflydelse på samfundet. Og omvendt med de ikke-velstillede.

Uligheden fastholdes og udbygges i modsætning til vores opfattelse og nationale stolthed over, at vi er et skønt lille lighedssamfund.

Er du interesseret i vores samfund, i den politik der føres … eller synes du snarere, at Folketinget mere er et mediecirkus end et magtcentrum? I begge tilfælde vil du få fyldt brændstof på eftertanken som publikum til Teater Katapults DYNASTIET.

(Lue Støvelbæk erstattede Peter Høgsbro – Høgsbro måtte desværre udgå med en skade.)

Sammenligningen mellem jagtens regelsæt og erhvervslivets magtkampe giver mening, og forestillingen bliver ganske underholdende at se på. Markmanns mere spøjse elementer, som de talende dyr i skoven, bliver i Anders Lundorphs sikre iscenesættelse decideret latterfremkaldende.

Morgenavisen Jyllands-Posten

Lundorphs instruktion skaber en fin vekslen mellem psykologisk drama og komiske sekvenser.

Finans.dk

"Sonja Oppenhagen lyser af styrke som milliardærkvinden på jagt i skoven i teaterforestillingen ’Dynastiet’. Med overlevelsen sitrende uden på det perfekte tweedtøj – og med et rådyr og en ræv som forundrede betragtere"

"Sonja Oppenhagen spiller så funklende skarpt, at man fornemmer, at denne kvinde kan læse et millionregnskab lige så let, som vi andre læser en facebookopdatering"

Dagbladet Information

"Velspillet og brutalt stykke om den danske overklasse."

" Det samfundsengagerede Teater Katapult i Aarhus slår til igen – denne gang med en slags knock out til en fiktiv gruppe af den danske overklasse."

"En tur til ”Dynastiet” hos Katapult ved Godsbanen i Aarhus er afgjort en aften værd."

Kulturkupeen.dk

"Kristian Grumme får sin hidtil bedste rolle som Johan, den potentielle, nye chef for et stort familieimperium. Den intrigante Jørgen (en velspillende Victor Marcussens) afslører overfor ham, at det næppe bliver aktuelt, og herefter er der lagt op til en konfrontation mellem Johan og hans dominerende mor Elisabeth von Scholl (glimrende fremstillet af Sonja Oppenhagen)."

Cph Culture

UNIKT INDBLIK I MAGTELITEN

Med udgangspunkt i bogen 'Magteliten – hvordan 423 danskere styrer landet' (Politikens Forlag, 2015) har den prisvindende dramatiker Thomas Markmann sammen med skuespiller Kristian Grumme iværksat en række interview med fremtrædende magtpersoner. Det er lykkedes at komme ind bag facaden hos nogle af de mest markante og rigeste erhvervsfolk. Resultatet er et indblik i en verden, som ellers er lukket for de fleste danskere … Med den unikke viden er forestillingen blevet videreudviklet med instruktør Anders Lundorph og Teater Katapults afdeling for dramatikudvikling, Katapult Akademiet, samt akademiets samarbejdspartner, Nordisk Teaterlaboratorium v. Odin Teatret.

Af og med

Teater Katapult præsenterer
EGENPRODUKTION DYNASTIET I CO-PRODUKTION MED GRUMMES TEATER

Dramatiker
THOMAS MARKMANN

Instruktør
ANDERS LUNDORPH

Medvirkende
SONJA OPPENHAGEN
KIM VEISGAARD
VICTOR MARCUSSEN
KRISTIAN GRUMME NIELSEN
LUE STØVELBÆK (erstatter Peter Høgsbro)

Scenograf
SIGNE KROGH

Lysdesigner
JENS HANSEN

Lyddesigner
MARCUS AURELIUS HJELMBORG

Støttet af
STATENS KUNSTFOND
AUGUSTINUSFONDEN
WILHELM HANSEN FONDEN
BECKETTFONDEN
KNUD HØJGAARDS FOND
DANSK SKUESPILLERFORBUND
ERNST B. SUND FONDEN
LASSON ANDERSENS FOND