Magtens øverste lag

Langt væk fra byens kontorlandskaber, neonrør og store glasfacader, afholdes en uformel jagtsammenkomst, hvor det er muligt at diskutere samfundsproblematikker helt uden for citat. Et jagtselskab bestående af gæster der har råd til jagtgårde, penthouse og Ferrari. Mennesker der kan fastsætte deres egen løn, deres eget pensionsafkast, deres fratrædelsesaftaler og gyldne håndtryk.


Sonja Oppenhagen har i Teater Katapults DYNASTIET (i en co-produktion med Grummes Teater) hovedrollen som Elisabeth Scholl; den magtfulde topdirektør for et multinationalt selskab, der står foran et generationsskifte … eller et generationsopgør? DYNASTIET er en forestilling om Danmarks magtelite bygget på research og interviews med de fremmeste og mest indflydelsesrige erhvervsfolk.


Forestillingens jagtselskab foregår før et meget vigtigt møde om firmaets fremtid … men er det egentlig kun blandt dyrene, jægerne finder deres bytte?

I DYNASTIET hører vi også dyrene i naturen tale. De repræsenterer folket og pressen – fra den mere kulørte sladder om, hvad der sker på de bonede gulve til overvejelser om dybereliggende, alvorlige problematikker:


Fuglene sladrer med hinanden i busken. Haren graver sig ned i alvorlige anklager om nepotisme. Egernet sidder hos frisøren og får klippet sin hale, imens den læser om det misundelsesværdige liv, overklassen fører.


Unikt indblik i magteliten

Med udgangspunkt i bogen 'Magteliten – hvordan 423 danskere styrer landet' (Politikens Forlag, 2015) har den prisvindende dramatiker Thomas Markmann sammen med skuespiller Kristian Grumme iværksat en række interview med fremtrædende magtpersoner. Det er lykkedes at komme ind bag facaden hos nogle af de mest markante og rigeste erhvervsfolk. Resultatet er et indblik i en verden, som ellers er lukket for de fleste danskere …


Med den unikke viden er forestillingen blevet videreudviklet med instruktør Anders Lundorph og Teater Katapults afdeling for dramatikudvikling, Katapult Akademiet, samt akademiets samarbejdspartner, Nordisk Teaterlaboratorium v. Odin Teatret.


DYNASTIET sætter fokus på de mennesker i vores samfund, der har magt til at få indflydelse på politik, sociale strukturer, kunst og meget andet. Forestillingen giver et ærligt og kærligt, men dog udfordrende kritisk øjebliksbillede af de mennesker, der befinder sig i Danmarks øverste samfundslag – den aktuelle magtelite.


Falsk tro på ligheds-Danmark

Forestillingens aktualitet er i top: Vores daglige selvbillede af Danmark er, at vi er et samfund med stor social mobilitet. Rockwool Fonden har dog for nyligt udgivet resultatet fra et stort forskningsprojekt om netop det emne – med et for mange yderst overraskende resultat.


Det viser sig, at Danmark har slet ikke den mobilitet, som vi går og tror. Børn af ufaglærte forbliver i høj grad ufaglærte. Børn af højtuddannede bliver højtuddannede. Velstillede familier med indflydelse vedbliver at være velstillede og bevarer deres indflydelse på samfundet. Og omvendt med de ikke-velstillede.


Uligheden fastholdes og udbygges i modsætning til vores opfattelse og nationale stolthed over, at vi er et skønt lille lighedssamfund.


“Åh, hvor jeg dog bare elsker det her skønne betonsocialdemokratiske land, med al sin lighedstænkning”

- Elisabeth Scholl, direktør (replik fra DYNASTIET)


Er du interesseret i vores samfund, i den politik der føres … eller synes du snarere, at Folketinget mere er et mediecirkus end et magtcentrum? I begge tilfælde vil du få fyldt brændstof på eftertanken som publikum til Teater Katapults DYNASTIET.

SPILLEPERIODE

5.-15. + 21.-26. marts. 2022


TIDSPUNKT

Hverdage kl. 19.30
Lørdage kl. 16.30                

VARIGHED

Ca. 80 min


SPILLESTED

Teater Katapult
Godsbanen, Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C

Af og med

Teater Katapult præsenterer egenproduktionen DYNASTIET i co-produktion med Grummes Teater // Dramatiker Thomas Markmann // Instruktør Anders Lundorph // Medvirkende Sonja Oppenhagen, Kim Veisgaard, Victor Marcussen, Kristian Grumme og Peter Høgsbro // Scenograf Signe Krogh // Lysdesigner Jens Hansen

PRISER

Inkl. gebyr


Standard: 190,-

Seniorer (65+): 140,-

Studerende: 95,-

Unge u. 25 år: 75,-

Årskortholdere: 0,-



Aktuelle forestillinger

DEN FØRSTE DRÅBE BLOD

- fra savn til terror
18.-19. jan.
VisKøb
DEN FØRSTE DRÅBE BLOD

PETER DYREBORGS FORBRYDELSE OG STRAF

- soloshow med storytelling og spoken word
22. januar
VisKøb
PETER DYREBORGS FORBRYDELSE OG STRAF

FLOWERS FOR TORGEIR

- en livgivende kærlighedserklæring
26.-27. jan.
VisKøb
FLOWERS FOR TORGEIR
Websitet er bygget i Ajour CMS