NYE DATOER 6.-14. MAJ!


Sansemættet teater om rovdrift på din velfærd!

Kom ind bag frontallapperne på en ung finansmand, der var med til at udtænke verdens største kup mod statskasserne i Europa på mere end 400 mia. kroner! Du er med ham til møder, på natklubben, i brusebadet. Oplev penge-blodrusen og dilemmaerne.


Teater Katapults INSIDEREN byder på et banebrydende lyddesign med intensiv 3D-lyd. Koblet med live-skuespil på scenen og et drømmende visuelt univers med pågående videoprojektioner byder lyduniverset dig helt indenfor i insiderens bevidsthed.



Forestillingens insider bygger på kronvidnet i virkelighedens internationale sag om svindel med udbytteskat. En kriminel skatteadvokat, som på et tidspunkt beslutter at skifte side og hjælpe politiet med at fælde et omfattende netværk af bagmænd. Et netværk af bagmænd, der sugede mindst 410 milliarder ud af de europæiske statskasser og som viser sig at have tilknytning til nogle af verdens største banker.

👑👑👑👑👑👑 "Særdeles relevant teaterstykke i en tid hvor færre og færre ejer mere og mere. Skynd dig at købe billet!" - Kulturkongen.dk


Synk i INSIDEREN med ned i hans minder om vejen fra regelrytter til kriminel. Oplev den første rus, da millionerne begynder at tikke ind på kontoen og kniven, der bliver sat for struben, da det hele forsvinder som et tæppe under ham igen.


Er der veje tilbage fra det dybe netværks arrogante overherredømme?

Udbytteskattesvindlen er en labyrint af glaspaladser og lyssky transaktioner, som forestillingen inviterer os til at fare vild i sammen med vores hovedperson.


Men; vi inviteres også til at komme ultratæt på en helt almindelig mand med familie og et godt job, der ender som medskyldig i skattesvig for et svimlende milliardbeløb ...

🌟🌟🌟🌟 "Kapitalismens forfald i binauralt soundscape – så hårene rejser sig. I Johan Sarauws instruktion er det en fremragende Christoffer Hvidberg Rønje der er det pressede kronvidne, insideren der bliver ristet af den tyske anklager." - Sceneblog.dk


Skatteborgere som naive myrer

INSIDEREN er en forestilling om bedrag, genialitet og grådighed - inspireret af den stadig aktuelle gigant-svindelsag om udbytteskat!


Vi møder finansmanden, der som anonymt kronvidne i sagen har valgt at samarbejde med den tyske stat og angive sine tidligere medsammensvorne i netværket, for at få nedsat straf. En beslutning der er alt andet end ufarlig og som kommer til at få vidtrækkende konsekvenser for insiderens fremtid …

🌟🌟🌟🌟 "Brugen af hovedtelefoner og 3D-lyd skaber en intim fornemmelse for publikum.Johan Sarauws iscenesættelse er på samme tid enkel og detaljeret. Anna Skov har skåret ind til benet i fortællingen, så kun de mest sigende episoder i kronvidnets liv dramatiseres." - Iscene.dk


Er vores velfærdssamfund sikret for fremtiden - de seneste årtiers liberaliseringer taget i betragtning? Hvad f.eks. hvis skattepengene til corona-sengeafsnittet på hospitalet var pist væk, når du blev syg? Og hvordan forholder man sig til, at nogle indflydelsesrige finansfolk er helt og aldeles ligeglade, og ser dig som hårdtarbejdende skattebetaler - en lille naiv myre.


Vi er med i insiderens transformation på vejen derhen for måske at begribe, hvordan man retfærdiggør for sig selv, at man tager så mange milliarder kroner fra dit og mit velfærdssamfund.


Rejs indad med 3D-lyd!

Du kommer til at sidde med høretelefoner på under forestillingen og bliver ved hjælp af 3D lyd ( binaural lyd ) præsenteret for et intenst, musikalsk og drømmende fortælleunivers.


Insideren bliver i forestillingen suppleret af andre stemmer fra den yderst anonyme del af den finansielle verden - et transnationalt aristokrati, der handler med næsten uindskrænket massiv indflydelse og magt. En finansiel sektor og bankverden, der får lov at bestemme over selv nationalstater?

🌟🌟🌟🌟 "Monologerne i Insideren afspejler finansmandens kyniske sjæl, en psykopat-sjæl. Den er absolut blank som en forlygte i regnvejr. Uden følelse, uden indsigt, sjælløs. Alligevel er det unge publikum berørt til refleksion, og jeg tænker om vi kan lære noget af ham banditten på scenen, den skruppelløse finansmand. Det er det fine ved Insideren" - Kulturnyt.net


Med lyden som bærende element vil vi glide ind og ud mellem afhøringslokalet og insiderens vej op af den økonomiske rangstige og den efterfølgende deroute.


Vi smelter sammen med insiderens historie. Bliver lukket ind i hovedet på ham, og han flytter ind i vores hjernevindinger. Lader os tage del i alt det, han tænker under afhøringen, men som han ikke siger højt.


Bag forestillingen

Teater Katapults husdramatiker, Anna Skov, skriver i indledningen til manuskriptet, som hun står bag:


”Arbejdet med dette manuskript havde været meget fattigt, hvis ikke umuligt at skrive, havde det ikke været for Niels Fastrup og Thomas G. Svaneborg og deres bog, ’Det store skatterøveri’ og deres journalistiske arbejde i forbindelse med dokumentaren   ’Mændene der plyndrede Europa’ ”


… og hun har da også haft adgang til at afsøge dybt gravede, journalistiske gange under sit arbejde med Teater Katapults INSIDEREN.

🌟🌟🌟🌟 "'Insideren' lukker i et vellykket samspil mellem 3D-lyd og live-scenekunst sit publikum ind i bevidstheden hos den unge skatteadvokat, som var med til at iværksætte gigantiske internationale skattebedrag i flere europæiske lande." - Aarhus Stiftstidende 



Bag det nybrydende 3D-lydunivers i INSIDEREN står blandt en lyddesignertrio bestående af tonemester Peter Albrechtsen (lyd på den i 2020 Oscar  -nominerede, danske dokumentar 'The Cave'! + Robert- og Bodil-prisvinder for lyd i spillefilmen 'Idealisten', 2016 + lyddesign på spillefilmen ’Vores mand i Amerika’, 2020), fotograf og dokumentarfilmsinstruktør Sun Hee Engelstoft (nomineret til Robert- og Bodilprisen for bedste dokumentarfilm i 2020 for 'Forglem mig ej') og Marcus Hjelmborg, som har været lyddesigner på utallige teaterproduktioner landet over.


På scenen ses Christoffer Hvidberg Rønje, og forestillingen er iscenesat af Johan Sarauw.


Sammen med resten af holdet bag forestillingen er vi klar til at byde jer velkomne indenfor i lyduniverset og Signe Kroghs magiske scenografi og videodesign … ind i INSIDERENS verden.


NB! Der anvendes blinkende lys og røg i INSIDEREN


Høretelefonerne til publikum er udvendige/"hørebøffer", som mellem hver forestilling bliver grundigt rengjort efter myndighedernes anbefalinger.


Udover Katapults interview-videoer med holdet bag INSIDEREN findes også her på siden en portræt-video af Peter Albrechtsen (som sammen med Sun Hee Engelstoft er lyddesigner på forestillingen) fra OFF - Odense International Film Festival 2020 - den er produceret af INSTAFILM.





SPILLEPERIODE

6.-14. maj 2021


TIDSPUNKT

Hverdage kl. 19.30    

Lørdage kl. 16.30

VARIGHED

65 min.


SPILLESTED

Teater Katapult
Godsbanen, Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C

NB!
Der anvendes blinkende lys og røg i INSIDEREN

Af og med

Egenproduktion af Teater Katapult // Medvirkende Christoffer Hvidberg Rønje // Stemmer Marion Reuter, Hanin Georgis, Benjamin Kitter, William Halken m.fl. // Dramatiker Anna Skov Jensen // Instruktør Johan Sarauw // Instruktørassistent Sofie Kallan // Lyddesign Sun Hee Engelstoft, Peter Albrechtsen og Marcus Aurelius Hjelmborg // Scenografi og videodesign Signe Krogh // Lysdesign Jens Hansen // Idé Torben Dahl // Tekst-dramaturgi Susanne Hjelm Pedersen og Daniella O. Skovgaard // Assisterende lyddesigner Mikkel Nielsen // Lydpraktikant Nicolai Pedersen Støttet af Statens Kunstfond, Aarhus Kommunes Kulturudviklingspulje, Wilhelm Hansen Fonden og Aarhus Stiftstidendes Fond



PRISER

Inkl. gebyr


Standard: 190,-

Seniorer (65+): 140,-

Studerende: 95,-

Unge u. 25 år: 75,-

Årskortholdere: 0,-

Grupper på min. 10 personer: 140,-

Grupper af unge u. 25 år på min. 10 personer: 65,-


Websitet er bygget i Ajour CMS