NY ÅRHUSIANSK DRAMATIK SÆTTER SPOT PÅ LIBERALISMEN

Når Teater Katapult den 22. april 2017 slår dørene op til urpremiere på forestillingen ”TVANG – en neoliberal komedie” er det med en helt særlig fornemmelse af århusiansk stolthed. TVANG er nemlig blevet til som produkt af teatrets eget WriterDirector Lab. Forestillingen behandler noget så atypisk som interne værdikonflikter i liberalismen. TVANG kan beskrives som Bergmans ”Scener fra et ægteskab” – på speed. Det er hurtige replikskifter hos det unge smukke par, der lever midt i et opgør om økonomi, værdier og verdenssyn. Dermed er det en forestilling, der sætter spot på både parforhold, værdikonflikter og verdenssyn på den blå fløj.
Men i stedet for at stå udenfor og kaste satiriske knaldperler mod de blå, dykker forestillingen TVANG ned i de interne uenigheder på højrefløjen, som vi jænvlingt ser eksempler på kan stikke ganske dybt.

Forholdet mellem Clair og Roland slår konstant gnister. De to køber et hus på tvangs- auktion, hvor de skal leve og skabe en familie. Men det er ikke så lige til, når man er grundlæggende uenige om vejen til det fælles mål.
Scener med hurtige replikskifter portrætterer i glimt et ungt par, der står midt i det neoliberale liv. De er unge og smarte. De har to gode jobs. De får to smukke børn. De er åbne overfor seksuelle eksperimenter. De tager på eksotiske rejser. Men der er noget, der skurrer. Er de så frie som de selv går rundt og tror? Vi har aldrig haft så mange muligheder som i dag, men føler vi os ikke samtidigt mindre forbundet med samfundet og hinanden?

Hjem til Aarhus
Ikke nok med at produktionen udspringer af Katapults eget udviklingsarbejde i WriterDirector Lab, der er ovenikøbet også tale om, at forestillingens nøglekræfter ’vender hjem’. Aleksa Okanovic har tidligere gået på dramatikeruddannelsen ved Aarhus Teater. Efterfølgende har han opnået stor an- erkendelse som dramatiker. Han blev blandt andet tildelt en talentpris ved Reumert-uddelingen i 2006 for sit skarpe satiriske blik og hurtige replikskifter. Efter en længere periodes pause er han nu tilbage for fuld kraft og har genfundet den saft og kraft, der har bragt ham bred anerkendelse.

Instruktør Line Paulsen er uddannet fra dramaturgi ved Aarhus Universitet. Hun instruerede i sin tid med stor succes Teater Katapults sidste vækstlagsforestilling inden teatret med forestillingen ”Dom over skrig” blev et professionelt teater. Line Paulsen vender, som Aleksa, hjem til Aarhus med en Reumert under armen. Hun instruerede nemlig forestillingen ”Hår på den”, som modtog en særpris ved Reumert-uddelingen i 2016.
Skuespiller og musiker Iza Mortag Freund spiller en af stykkets to roller, som den neoliberalistiske Clair, der er i konstant værdikonflikt med partneren Roland. Iza er født og opvokset i Østjylland og er uddannet skuespiller fra Aarhus Teater i 2012. Hun har modtaget mange roser for sine præstati- oner på scenen både som skuespiller og som musiker med bandet Echo Vamper. Hun har blandt andet komponeret musik til en stor produktion på Volksbühne i Berlin.

Holdet fuldendes af forestillingens anden medvirkende, David Elnebo, som er uddannet fra Skandinavisk Teaterskole i 2003 og Aarhus Teater i 2015. Han er bosiddende i Aarhus og spillede med i ”Korankriger” på Katapult i 2015. Dermed er der tale om et virkelig stærkt hold med dybe rødder i Østjylland og ikke mindst i det århusianske scenekunstmiljø. Nu forener de kræfterne i forestillingen TVANG, som altså ovenikøbet er opstået ud af Teater Katapults eget WriterDirector Lab.

Medvirkende

medvirkende: DAVID ELNEBO OG IZA MORTAG FREUND // instruktør LINE PAULSEN // Dramatiker ALEKSA OKANOVIC // scenograf NADIA NABIL KORSBÆK // musik IZA MORTAG FREUND // fotograf KAROLINE LIEBERKIND
Websitet er bygget i Ajour CMS